Fokus på sikkerhedsadfærd gennem Safety Walks
Uddannelsen gav anledning til mange diskussioner med udgangspunkt i holdninger, ansvarsområder og arbejdsopgaver. En af konklusionerne blev, at et essentielt omdrejningspunkt var påvirkningen af medarbejdernes adfærd, herunder kommunikation. Hvordan sikrer man, at de arbejdsmiljømæssige opgaver, man er i gang med i virksomheden, bliver synliggjort for alle relevante parter i organisationen såvel som for andre medarbejdere? Konklusion blev, at der bl.a. skulle sættes fokus på sikkerhedsadfærden igennem såkaldte ”Safety Walks”.
Begrebet Safety Walk dækker over en metode, hvor ledelse og udvalgte medarbejdere går en tur rundt i virksomheden, alt imens der fokuseres på sikkerhedsadfærden. I stedet for at irettesætte de ansatte, der ikke arbejder sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, går man i dialog med dem for at finde ud af, hvorfor deres adfærd er, som den er, og hvilke løsninger de eventuelt selv har på problemet.
De fleste deltagere i undervisningen oplevede det som et nyt og brugbart redskab, der både kan være med til at give sikkerhedskulturen yderligere et løft, men også giver en langt større synlighed og et større engagement. Medarbejderne hos Rockwool var meget engagerede, da de fandt ud af, at en Safety Walk skal anses som et redskab til at tilføre arbejdsmiljøorganisationen og organisationen som helhed en masse viden omkring den generelle kultur i virksomheden, med fokus på medarbejdernes egne tanker og løsningsforslag.
Påvirkning fra øverste ledelse
De fires dage mundede også ud i den konklusion, at det fokusniveau, der er på arbejdsmiljøarbejdet i de enkelte virksomheder, hænger tæt sammen med hvilket fokus, der lægges op til fra den øverste ledelse. Den øverste ledelses fokus skal være kontinuerligt og vedvarende, og de skal leve op til de regler og mål, der er besluttet; De skal gå forrest – eksempelvis ved at deltage i Safety Walks, reagere på overtrædelser af sikkerhedsregler, anerkende sikkerhedsmæssig god adfærd, spørge ind til uhensigtsmæssig adfærd og fx holde ledere oppe på KPI inden for arbejdsmiljøarbejdet. Dette vil være med til at intensivere indsatsen i forhold til arbejdsmiljøarbejdet og – ikke mindst – at løfte sikkerhedskulturen.