Menu
Menu
25 medarbejdere og ledere fra Vestforsyning, Spildevand i Holstebro var på en anderledes temadag for at styrke den psykologiske sikkerhed. Oftest går man fra teori til praksis, men for at ramme ønsker og behov bedst, så var dagen omvendt.
Med udgangspunkt i nogle traditionelle teambuilding øvelser, hvor deltagerne bl.a. byggede med rafter, konstruerede spaghetti-broer og lavede gourmet snobrød rundt om bålet, kom deltagerne godt omkring teorien og styrkelse af medarbejdernes aktuelle psykologiske sikkerhed.
Samtidig blev organisationens viden om psykologisk sikkerhed og færdigheder styrket til selv fremadrettet at kunne arbejde med psykologisk sikkerhed.
Leder Jette Fleng Christensen fortæller om temadagen:
”Det var en både lærerig og hyggelig temadag, hvor alle kunne være med i det omfang, de følte sig komfortable med det. Vi er bedst til konkrete udfordringer, hvor der følger lærdom med. Derfor var temadagen veltilrettelagt til os i spildevandsafdelingen.”
Temadagen blev holdt for at styrke kommunikationen mellem medarbejderne og styrke oplevelsen af at være et team, da Vestforsyning er opdelt på to lokationer og arbejder meget selvstændigt. Vestforsyning er en del af projektet Psykologisk Sikkerhed, der har fået midler fra Velliv Foreningen til at arbejde med psykologisk sikkerhed, herunder at udvikle nye metoder og værktøjer hos 8 virksomheder.
Begrebet psykologisk sikkerhed beskriver et gruppefænomen, hvor vi som individer i et team yder vores bedste, hvis vi er trygge i gruppen og tryg ved, at faglige uenigheder ikke bliver til personlige konflikter, fordi vi er gode til at snakke sammen – også om det der er svært.
De mest effektive og innovative teams er kendetegnede ved høj grad af psykologisk sikkerhed, hvilket også har en afgørende og positiv indvirkning på trivslen, sygefraværet og personaleudskiftningen; virksomhedernes sikkerhedskultur og evne til at forebygge fejl, utilsigtede hændelser og egentlige ulykker.
For de fleste virksomheder er effektivitet og innovation nøglebegreber. Det handler om at være lidt bedre end konkurrenterne og at levere et bedre produkt og service, hurtigere og/eller billigere, hvilket bedst nås, hvis alle tør at bringe deres viden og personlige forskelligheder i spil for virksomhedens bedste.
Kommunikation og en konstruktiv feedbackkultur er afgørende for opbygning af den psykologiske sikkerhed, hvorfor deltagerne på temadagen arbejdede meget med netop de to begreber. Med afsæt i en række praktiske øvelser, arbejdede vi med medarbejdernes evne til at kommunikere præcist og venligt og at kunne give hinanden konstruktiv feedback.
Et andet element, deltagerne arbejdede med, var etablering af ”High Quality”-relationer i en her accelereret proces, hvor medarbejderne gennem en styret dialog i 2-mands hold, fik mulighed for at lære hinanden lidt bedre at kende, mhp. at deres relation blev en smule mere personlig, tillidsfuld og samarbejdsorienteret.
Forskningen inden for feltet peger på, at når professionelle, kollegiale relationer trækkes bare en smule i den retning, så reducerer det forekomsten af konflikter, og når de alligevel forekommer, så er de involverede parter langt mere villige til at reparere relationen i stedet for at lade konflikten eskalere.
Herudover er der i HQ-relationer en højere grad af rummelighed, åbenhed og forbundenhed overfor andres følelser og behov, hvilket gør det lettere at tale om det, der er svært. Relationerne er mere robuste, og man er ikke så bange for uenigheder, fordi man ved, at forholdet kan holde til det. Og endelig er den type relationer mere positive, man føler sig ofte mere værdsat, og man søger aktivt efter noget positivt i den ”anden”, hvilket øger den gensidige empati og psykologiske sikkerhed.
Tag fat i Peter Carlsen, som brænder for at fortælle om dette emne
Sortemosevej 19
35 Allerrød
Ceres Allé 3
8000 Aarhus C
Østre Havnegade 12
9000 Aalborg
Ove Gjeddes vej 35
5229 Odense SØ
Jupitervej 1
600 Koldning