Menu
Menu
Det er konventionel visdom, at arbejdsulykker medfører omkostninger – for den skadelidte, skadelidtes arbejdsgiver og samfundet. Så for hver ulykke der forebygges, spares omkostninger. Og hvad der er sparet, er tjent. Nu viser et forskningsprojekt, at forebyggende arbejdsmiljøforanstaltninger forbedrer økonomien på bygge- og anlægsprojekter for bygherrer, rådgivere og entreprenører – helt uafhængigt af, hvor mange ulykker der forebygges.
Mange bygherrer oplever, at deres bygge- eller anlægsprojekt bliver senere færdigt end planlagt, overskrider budgettet og har uacceptabelt mange fejl og mangler ved afleveringen. Tilsvarende må mange projekterende og rådgivere sande, at deres indtjening på bygge- og anlægsprojekter ofte bliver lavere end forventet fra begyndelsen og at tidsplanen skrider. Det samme sker for mange entreprenører.
Andelen af bygherrer, rådgivere og entreprenører med disse resultater vil imidlertid være meget lavere, hvis flere af byggeriets aktører fra begyndelse af deres bygge- eller anlægsprojekt tog hensyn til arbejdsmiljøet under udførelsen af bygge- eller anlægsprojektet.
Det viser et forsknings- og udviklingsprojekt, som Joblife, NIRAS og COWI har gennemført.
Forskerne har kondenseret projektets resultater i otte bud til de bygherrer, projekterende og rådgivere samt entreprenører, der gerne vil have en bedre økonomi på deres bygge- og anlægsprojekter.
1. bud: | Du skal engagere dig og være synlig i arbejdsmiljøarbejdet fra start til slut på dit projekt. |
2. bud: | Du skal bakke op om arbejdsmiljøkoordinatorerne og deres arbejde. |
3. bud: | Du skal integrere arbejdsmiljøarbejdet i det øvrige arbejde på bygge- og anlægsprojektet. |
4. bud: | Du skal afstemme forventningerne med de øvrige aktører på bygge- og anlægsprojektet om såvel arbejdsmiljøindsatsen som øvrige indsatser på projektet. |
5. bud: | Du skal etablere en klar organisation med klare roller til alle i forhold til såvel arbejdsmiljøindsatsen som det øvrige arbejde på projektet. |
6. bud: | Du skal indgå tydelige aftaler med de andre aktører på projektet om såvel arbejdsmiljøindsatsen som det øvrige arbejde på projektet. |
7. bud: | Du skal prioritere systematisk forebyggende arbejdsmiljøarbejde. |
8. bud: | Du skal afsætte tid og ressourcer til arbejdsmiljøarbejdet. |
Selv om de otte bud er møntet på alle byggeriets aktører, har bygherren en særlig rolle:
” Det hele begynder med bygherren, hvis man gerne vil opnå bygge- og anlægsprojekter med god projektøkonomi og et sikkert og sundt arbejdsmiljø.
Bygherren lægger fundamentet for en god projektøkonomi ved at prioritere det gode arbejdsmiljø helt fra den spæde begyndelse på sit projekt. Det gør bygherren bl.a. ved at stille arbejdsmiljøkrav til rådgiverne og entreprenørerne og – ikke at forglemme – ved at følge op på kravene.
Bygherrerådgiveren kan hjælpe bygherren med at formulere og føre en arbejdsmiljøpolitik ud i livet, og det samme kan arbejdsmiljøkoordinatorerne, men det er bygherren som tydeligt skal give udtryk for, at arbejdsmiljøet har høj prioritet.
Per Tybjerg Aldrich, Joblife, projektets leder, civilingeniør
“De projekterende og entreprenørerne skal løfte deres del af den samlede arbejdsmiljøopgave, hvis det skal lykkes at komme i hus med en bedre projektøkonomi og et bedre arbejdsmiljø med færre arbejdsulykker og mindre nedslidning”, understreger Per Tybjerg Aldrich.
“De projekterende og entreprenørerne har en egeninteresse i at være aktive medspillere og hjælpe bygherren med at skabe et solidt fundament, frem for bare passivt at forholde sig til det, som bygherren kræver. De bliver nemlig – ligesom bygherren – belønnet for en god forebyggelse med en bedre projektøkonomi”, slutter Per Tybjerg Aldrich.
Bygge- og anlægsbranchen er kendetegnet ved både at have mange arbejdsulykker og relativ dårlig økonomi. Bygge- og anlægsbranchen har i mange år ligget i top-3 over brancher med flest arbejdsulykker i Arbejdstilsynets statistik. I 2019, hvorfra de nyeste tal foreligger, blev der anmeldt 314 ulykker pr. 10.000 beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen. Det er mere end dobbelt så højt som gennemsnittet for alle brancher. I 2018, hvorfra de nyeste tal fra Danmarks Statistik foreligger, havde virksomheder i bygge- og anlægsbranchen en overskudsgrad på 4,9 %. Gennemsnittet for alle private byerhverv var 8,2 %.
Bliv opdateret med nyheder
Tag fat i Katrine Von Schimmelmann som brænder for at fortælle mere om denne nyhed
Sortemosevej 19
35 Allerrød
Ceres Allé 3
8000 Aarhus C
Østre Havnegade 12
9000 Aalborg
Ove Gjeddes vej 35
5229 Odense SØ
Jupitervej 1
600 Koldning