Menu
Menu
Tager vi afsæt i Frederick Herzberg, professor inden for ledelse og organisation, og hans teori om motivation, kan vi være enten indre eller ydre motiverede – eller et sted midt imellem.
“Vi er med andre ord født med en drivkraft og lyst til at udrette noget – og til at komme i flow, det vil sige at opleve en intens glæde ved at lave en aktivitet, som optager os 100 %. Flow er en tilstand, hvor vi udnytter vores styrker maksimalt, og hvor vi føler os perfekt udfordrede.”
Lene Eriknauer, chefkonsulent ALECTIA med speciale i psykologi og ledelse.
Hun siger videre, at selvom man generelt set kan tale om motivation og dens mange faktorer, så er motivation også en individuel størrelse. Hvad der motiverer os som menneske, bærer vi hver især selv en del af svaret på.
Det er jo det fascinerende ved motivation. Som leder kan du udforske, hvordan du puster til den ild hos medarbejderne. Som menneske i det hele taget kan vi være nysgerrige på: Hvornår har jeg sidst mærket den der gnist? Hvornår har jeg oplevet en stor glæde og tilfredsstillelse, da jeg løste en opgave eller fik noget fra hånden?
Når vi taler den ydre motivation, kan det handle om god løn eller gode arbejdsvilkår. Det kan fx være gratis frugt, massage i arbejdstiden osv. – alt sammen elementer, som Herzberg kalder vedligeholdelsesfaktorer. Elementerne skaber hver for sig og sammen en god stemning og stimulerer i en vis grad vores motivation, men dog ikke nær nok til, at vi på den lange bane kan fastholde vores motivation. Den indre motivation skal også vækkes, forklarer Lene Eriknauer. Det er her, kilden til energien og til ”det lange seje træk” ligger gemt. Ifølge Herzberg er den indre motivation langt stærkere end den ydre motivation.
Men ikke kun Herzberg har meldt sig på banen med teorier omkring motivation, der er mange bud at finde. Tegner man dog et tværsnit af forskningen, er der fem faktorer, som i særlig grad styrker vores indre motivation.
Det er afgørende for os, at det, vi arbejder med, giver mening. Vi skal opleve, at de mål, der er sat af os selv eller af andre er både klare og meningsfyldte. Som medarbejdere er det vigtigt, at vi indgår i et fagligt fællesskab, hvor det er klart, hvordan vi hver især er med til at løse kerneopgaven.
De to psykologer Christopher Peterson og Martin Seligman står bag forskningen om de 24 universelle karakterstyrker, der går på tværs af kultur, religion og folkeslag. Ethvert menneske vil i udpræget grad besidde 5-10 topstyrker, som er personlige kraftkilder både på arbejde og privat.
Dét at anvende sine styrker rummer et stort potentiale i forhold til motivation og udgør et indre kraftcenter. Der, hvor vores styrker er, kan vi meget hurtigere blive dygtigere og skarpere, end hvis vi øver os på noget, vi ikke er dygtige til.
Styrkespotting – Øvelse:
Hvornår nyder jeg 100 % det, jeg laver og mister endda nogle gange fornemmelsen af tid og sted?
Som kolleger kan man hjælpe hinanden med en lille øvelse:
1: Gå sammen to og to.
2: Den ene starter nu med at fortælle, hvornår hun/han sidst har haft stor glæde ved at udføre en opgave eller aktivitet.
3: Den anden hjælper med at lytte sig ind til, hvilke styrker, der er i spil hos kollegaen og spørger ind til styrkerne, så de bliver synlige for fortælleren.
4: Byt rundt på rollerne.
Mennesker vokser af konstruktiv feedback. Ros er godt og gør os glade, men ikke meget klogere. Det gør konstruktiv feedback til gengæld. En god feedback er ikke nødvendige en positiv feedback. Men generelt er vi alt for gode til at studere vores fejl. Når vi har en succes, er det lige så væsentligt at undersøge, hvad der lykkedes, og hvad der konkret sker, når noget går godt.
Mennesker er flokdyr, og oplevelsen af samhørighed er derfor afgørende for trivsel og motivation. Vi har brug for at høre til og for at opleve social støtte. Som del af en kollegagruppe er det afgørende for motivationen, at vi arbejder i et godt psykisk arbejdsmiljø, hvis vi skal være i stand til at løse udfordringer og give hinanden faglig og social støtte. Vi er med andre ord hinandens forudsætning for at trives og lykkes med vores opgaver.
Humor og glæde er vitalt og fremmer følelsen af motivation. Det daglige smil booster os. De faktorer, der forskningsmæssigt ligger bag (Barbara Fredrickson), handler om, at vi som mennesker skal opleve tre positive følelser for hver negativ følelse for at være i trivsel, fordi de negative slår tre gange så hårdt. Det gælder derfor om at få humor og glæde ind i arbejdslivet og dermed booste antallet af positive følelser.
Udover en større mental trivsel betyder flest af de positive følelser også, at vi f.eks. er mere beskyttede mod sygdomme og stress. Samtidig gør det os mere kreative og bedre til at udvikle os både fagligt og personligt.
Denne artikel er et uddrag af en artikel om motivation, der er bragt i nyhedsbrevet for Ansatte Tandlægers Organisation. Artiklen er skrevet af journalist Lene Outzen Foghsgaard 10. marts 2016.
Bliv opdateret med nyheder
Tag fat i Hanne Lybech Jensen som brænder for at fortælle mere om denne nyhed
Sortemosevej 19
35 Allerrød
Ceres Allé 3
8000 Aarhus C
Østre Havnegade 12
9000 Aalborg
Ove Gjeddes vej 35
5229 Odense SØ
Jupitervej 1
600 Koldning