På kurset arbejdes der med, hvordan arbejdsmiljø, strategi og økonomi konkret i dagligdagen kan kobles sammen, og via personfaktorprofilen DISK sættes fokus på den enkelte arbejdsmiljøleders personlige styrker og udfordringer. Denne indsigt er med til at styrke arbejdsmiljølederens effektivitet og gennemslagskraft som arbejdsmiljøleder.
“Vi fik nogle gode værktøjer til at tænke arbejdsmiljøet ind i strategien. Det var spændende at arbejde med personlighedstyper og skabe forståelse for egen ageren i forhold til at opnå succes”
Kursusdeltager Mariann Brøgger Holm, arbejdsmiljøleder, AKAFA, Arla Foods
Uddannelsen baserer sig på erfaringsudveksling og deltagerinvolvering, hvor deltagerne kan få inspiration og sparring fra medkursister og underviserer i forhold til egne personlige såvel som strategiske udviklingspunkter. Kurset afvikles som et 5 dages forløb bestående af 3 moduler, som afholdes med ca. en måneds mellemrum, der giver deltagerne mulighed for at arbejde med relevante strategiske udfordringer i egen virksomhed mellem modulerne.
“Det fungerede rigtig godt med de meget praksisorienterede emner, og oplægsholderne var meget inspirerende samt gode til at formidle”
Kursusdeltager Kim Hornbæk, arbejdsmiljøleder, Randers Kommune
Den erfaringsudveksling, der er en del af kurset, og den inspiration og læring kursusdeltagerne fik med sig hjem fra det første kursus i efteråret, var så værdifuld, at samtlige har tilkendegivet et ønske om, at der holdes en opfølgningsdag på kurset til sommer.