Et kompetencepåbud er et påbud til en virksomhed om, at den skal bruge de kompetencer, der skal til for at sikre, at virksomheden kan efterkomme påbud om at løse konkrete arbejdsmiljøproblemer og forebygge lignende arbejdsmiljøproblemer.
Der findes 5 forskellige typer kompetencepåbud:
- Kompetencepåbud om alvorlige og komplekse arbejdsmiljøproblemer
En virksomhed kan få et kompetencepåbud, når den samtidig får et påbud om et alvorligt eller komplekst arbejdsmiljøproblem, der er vanskeligt at løse.
- Kompetencepåbud om undersøgelse af psykisk arbejdsmiljø
En virksomhed kan få et kompetencepåbud, når den samtidig får et påbud om at undersøge, om der er problemer i det psykiske arbejdsmiljø. Det er en ekstern autoriseret rådgivningsvirksomhed, der skal foretage undersøgelsen.
- Kompetencepåbud om undersøgelse af substitution af stoffer og materialer
En virksomhed kan få et kompetencepåbud, når den samtidig får et påbud om at undersøge mulighederne for at substituere stoffer og materialer. Undersøgelsen skal afdække, om man kan erstatte farlige stoffer og materialer med ufarlige, mindre farlige eller mindre generende stoffer, materialer eller arbejdsprocesser.
- Kompetencepåbud om mange arbejdsmiljøproblemer
En virksomhed kan få et kompetencepåbud, når den ved ét tilsyn har fået 5 eller flere afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen i samme produktionsenhed. Ét tilsyn kan bestå af flere besøg i et sammenhængende tilsynsforløb.
- Kompetencepåbud om plan for sikkerhed og sundhed
En bygherre kan få et kompetencepåbud, når bygherren samtidig har fået påbud om manglende eller væsentlige mangler ved plan for sikkerhed og sundhed.
Forbud
Forbud gives, når der er overhængende og betydelig fare for medarbejdernes eller andres sikkerhed og sundhed. Et forbud betyder, at arbejdet skal stoppe øjeblikkeligt, og at det ikke må genoptages, før det kan udføres fuldt forsvarligt.
Strakspåbud
Strakspåbud gives, når virksomheden straks skal iværksætte forbedringer på et arbejdsmiljøproblem. Strakspåbud kan gives, når der er betydelig fare – dvs. at en person kan pådrage sig en alvorlig skade – men den er ikke over-hængende, da medarbejderne ikke er i nærheden af faren. Strakspåbud kan også gives, hvis faren ikke er betydelig, men der er tale om en midlertidig arbejdsplads eller at påbuddet kan efterkommes med det samme, – fx hvis sikkerhedsudstyr kan benyttes straks.
Påbud med frist
Påbud med frist betyder, at virksomheden får et tidsrum til at finde en permanent løsning på arbejdsmiljøproblemet, som giver anledning til et påbud, men arbejdet kan fortsætte indtil da.
Undersøgelsespåbud
Undersøgelsespåbud – eller § 21-påbud, som de også kaldes – gives, hvis Arbejdstilsynet har mistanke om, at forholdene ikke er i orden eller ved undersøgelser i fx en branche. Ved et sådant påbud skal virksomheden klarlægge, fx ved besigtigelse eller målinger, om forholdene er forsvarlige.
Vejledning
Vejledninger giver Arbejdstilsynet, hvis et arbejdsmiljøforhold bør forbedres, men der ikke er grundlag for fx et påbud.